Analyse af islandske sagaer og symboler
De kilder, der hovedsageligt er tilgængelige i forhold til kolonisering af Island, bygger på mundtlige overleveringer og er først skrevet ned lang tid efter. Island blev koloniseret af hovedsageligt Norge og Danmark. Det var vikinger, der kom til Island, og bosatte sig der. Med sig havde de deres egen kultur, religion og værdier. Med dette indvirkede de på Islands befolkning og deres værdier og traditioner. I Island havde slægten på daværende tidspunkt en meget vigtig betydning; slægterne var på en måde små samfund for sig i landet med deres egne traditioner og værdier. I forhold til religion var man hedenske. Man troede på de nordiske guder og tilbad forskellige monumenter og statuer af disse og opkaldte ting og dyr efter dem. Koloniherrerne, der kom til landet og bosatte sig, var så småt i færd med at eksperimentere med kristendommen og indføre den i deres kongedømme. Denne tog de med sig til Island, men kristendommen og den hedenske tro levede side om side med hinanden.
Disse mundtlige overleveringer, er hovedsageligt de Islandske sagaer, som netop omhandler emner som slægter mod slægter og religion. Hvor troværdige kilderne er, må bygge på, at de er mundligt overleverede og skrevet ned lang tid efter. Det betyder, at det, vi læser i sagaerne, ikke nødvendigvis må tolkes på præcise udsagn i forhold til personer, tid og sted, men skal i stedet læses som overordnede temaer i forhold til kolonisering af Island. Dermed kan det ikke bruges, som decideret bevismateriale, men i stedet må man finde små passager i teksterne, der kan henvise til koloniseringen af Island.
Vi har valgt at kigge på Ravnkel Frøjsgodes Saga. Heri er der flere passager, der henviser til koloniseringen af Island. Sagaen handler overordnet om stridigheder; slægter imellem. I bogens første kapitel starter vi med at få vide, at Harald Hårfager er konge i Norge, og at Ravnkel kommer med sin familie til Island. Dette må ikke ses som en erobringstogt, men derimod som en gradvis kolonisering. F.eks. står der i kapitel 1; ”På dette tidspunkt kom der særdeles mange skibe fra Norge til Island”. Overgangen fra asatro til kristendom kan markeres, da hesten Frøjfaxe (opkaldt efter Frøj) er blevet dræbt, og gudehovet brændt ned. Men vikingerne har ikke altid været kristne. Man mener, at kristendommen kom til Danmark i forbindelse med Harald Blåtand. Han havde eneherredømme i Danmark, og blev døbt ind i en kirke, som tilhørte den katolske kristendom. Det betød, at kristendommen allerede var lidt udbredt, men det var kirkerne derimod ikke. Derfor kaldes folket før ham for kætterkristne, fordi de ikke ville have kirker. ”. (Shamanens hest s. 117)
Det er hovedsageligt i skønlitterære fortællinger, der tager udgangspunkt i en historisk tid, som vi kan finde oplysninger om temaer i forbindelse med kolonisering af Island. Et af de vigtige temaer er overgang fra hedningetro til Kristendom. Ligesom episoden med Frøjfaxe og det nedbrændte gudehov i Ravnkel Frøjsgodes Saga, har Martin A. Hansen ligeledes i sin bog ”Orm og tyr” nævnt episoder, der kan relateres til koloniseringen af Island. På side 164 i står der f.eks: ”… Siden er Siduhall fører for de kristne ved det store Altingmøde aar 1000. Skæbnesvangert. Island er ved at sprænges i to stater. De vil aldrig kunne leve i fred. Gammeltroende staar mod kristne. Siduhall faar dem til at enes om, at de skal lade én mand dømme. Den gamle lovsigemand Thorgeir. Han er hedning….Thorgeir dømmer at fra nu af skal Island være kristent. Alle offentlige blot skal være forbudt. Men ingen skal kunne anklages for lønblot”.
Island var koloniseret af Danmark frem til år 1944 og blev derefter afkoloniseret. Island ønskede i 1941 ikke længere at stå overfor retsmæssige krav fra Danmark, der reelt var kontrolleret af det nazistiske Tyskland. På denne baggrund vedtog Altinget i maj 1941 at opsige Forbundsloven. Denne beslutning bragte de Vestallierede i vildrede, fordi de på den ene side måtte støtte Islands frigørelse fra det besatte Danmark og samtidig indså, at støtte til Islands ønske ville blive dårligt modtaget af den indenlandske, danske opinion. I løbet af efteråret 1941 gik det imidlertid op for toneangivende eksildanske, særligt Henrik Kauffmann, der befandt sig i Washington, at den danske position som kolonimagt var uholdbar. Han mente, at det islandske krav om selvstændighed var naturligt og berettiget. I denne situation blev det afgørende, hvordan det officielle Danmark valgte at reagere på den ensidige islandske beslutning. Henrik Kauffmann og hans rådgivere forsøgte fra Washington at undgå, at Danmark åbenlyst modarbejdede Islands selvstændighed. Herved kom Kauffmann i et skarpt modsætningsforhold til den officielle danske politik. Den 17. juni 1944 blev republikken Island udråbt på Thingvellir, hvor det første islandske Alting forsamledes i år 930. Stillet overfor kendsgerningen overvandt Christian 10. sig selv og sendte om eftermiddagen en telegrafisk meddelelse, hvori han trods sin beklagelse over, at ”Adskillelsen mellem mig og det islandske Folk er blevet gennemført under de raadende forhold”. Derefter sagde han ”de bedste Ønsker for den islandske Nations Fremtid”. Forsamlingen kvitterede med at udbringe et firfoldigt leve for Christian X og spontant synge ”Kong Christian stod ved højen mast”. Derved var grunden lagt til et venskabeligt forhold mellem Danmark og det nye nordiske broderland, republikken Island.
Våbenskjoldene er et levn fra de tidspunkter, hvorpå de blev brugt. Derfor er de også nogle første håndsberetninger, da vi kan se dem og analysere på dem. Bogen af Inge Adriansen er en andenhåndsberetning, fordi hun allerede har fortolket en smule og fortæller om dem. Det vi kan bruge våbenskjoldene til er at undersøge om, man kan se nogen sammenhæng mellem dem og Danmarks kolonisering af Island. Da dette er muligt, benyttede vi os af denne mulighed. Hvis Islands våbenskjold var uændret siden det første våbenskjold, havde vi ikke kunne bruge det til meget. Derfor har vi brugt det funktionelle kildebegreb.
Islands gradvise ændring af våbenskjoldet kan ses som en langsom kamp mod løsrivelsen fra Danmark allerede fra den første gang, hvor det blev ændret til falken til Island løsrev sig fra Danmark i 1944. Indførelsen af det nye våbenskjold i 1918 hænger sammen med, at Island, der blev anerkendt som en suveræn stat under den danske krone, og derfor valgte at præge deres våbenskjold med de fire jætter, som er en stor del af den islandske kultur. Netop øens kultur har gjort, at deres sammenhold er blevet stærkt. I forbindelse med dannelse af den Islandske republik i 1944 fjernede de kronen fra deres firejættede våbenskjold som et symbol på, at de ikke længere hørte under den danske krone og et tegn på, at de nu officielt er en selvstændig republik. Islands sagaer og myter har givet islændingen en forstærket nationalfølelse, og deres fremtræden i det sidste (fra 1918 og 1944) islandske våbenskjold fortæller noget om, hvor stor en nationalfølelse og hvor stort et sammenhold hele landet havde på dette tidspunkt. Islændingene har deres eget sammenhold og er ikke en del af det danske sammenhold, og netop derfor valgte de at løsrive sig i 1944.
Disse mundtlige overleveringer, er hovedsageligt de Islandske sagaer, som netop omhandler emner som slægter mod slægter og religion. Hvor troværdige kilderne er, må bygge på, at de er mundligt overleverede og skrevet ned lang tid efter. Det betyder, at det, vi læser i sagaerne, ikke nødvendigvis må tolkes på præcise udsagn i forhold til personer, tid og sted, men skal i stedet læses som overordnede temaer i forhold til kolonisering af Island. Dermed kan det ikke bruges, som decideret bevismateriale, men i stedet må man finde små passager i teksterne, der kan henvise til koloniseringen af Island.
Vi har valgt at kigge på Ravnkel Frøjsgodes Saga. Heri er der flere passager, der henviser til koloniseringen af Island. Sagaen handler overordnet om stridigheder; slægter imellem. I bogens første kapitel starter vi med at få vide, at Harald Hårfager er konge i Norge, og at Ravnkel kommer med sin familie til Island. Dette må ikke ses som en erobringstogt, men derimod som en gradvis kolonisering. F.eks. står der i kapitel 1; ”På dette tidspunkt kom der særdeles mange skibe fra Norge til Island”. Overgangen fra asatro til kristendom kan markeres, da hesten Frøjfaxe (opkaldt efter Frøj) er blevet dræbt, og gudehovet brændt ned. Men vikingerne har ikke altid været kristne. Man mener, at kristendommen kom til Danmark i forbindelse med Harald Blåtand. Han havde eneherredømme i Danmark, og blev døbt ind i en kirke, som tilhørte den katolske kristendom. Det betød, at kristendommen allerede var lidt udbredt, men det var kirkerne derimod ikke. Derfor kaldes folket før ham for kætterkristne, fordi de ikke ville have kirker. ”. (Shamanens hest s. 117)
Det er hovedsageligt i skønlitterære fortællinger, der tager udgangspunkt i en historisk tid, som vi kan finde oplysninger om temaer i forbindelse med kolonisering af Island. Et af de vigtige temaer er overgang fra hedningetro til Kristendom. Ligesom episoden med Frøjfaxe og det nedbrændte gudehov i Ravnkel Frøjsgodes Saga, har Martin A. Hansen ligeledes i sin bog ”Orm og tyr” nævnt episoder, der kan relateres til koloniseringen af Island. På side 164 i står der f.eks: ”… Siden er Siduhall fører for de kristne ved det store Altingmøde aar 1000. Skæbnesvangert. Island er ved at sprænges i to stater. De vil aldrig kunne leve i fred. Gammeltroende staar mod kristne. Siduhall faar dem til at enes om, at de skal lade én mand dømme. Den gamle lovsigemand Thorgeir. Han er hedning….Thorgeir dømmer at fra nu af skal Island være kristent. Alle offentlige blot skal være forbudt. Men ingen skal kunne anklages for lønblot”.
Island var koloniseret af Danmark frem til år 1944 og blev derefter afkoloniseret. Island ønskede i 1941 ikke længere at stå overfor retsmæssige krav fra Danmark, der reelt var kontrolleret af det nazistiske Tyskland. På denne baggrund vedtog Altinget i maj 1941 at opsige Forbundsloven. Denne beslutning bragte de Vestallierede i vildrede, fordi de på den ene side måtte støtte Islands frigørelse fra det besatte Danmark og samtidig indså, at støtte til Islands ønske ville blive dårligt modtaget af den indenlandske, danske opinion. I løbet af efteråret 1941 gik det imidlertid op for toneangivende eksildanske, særligt Henrik Kauffmann, der befandt sig i Washington, at den danske position som kolonimagt var uholdbar. Han mente, at det islandske krav om selvstændighed var naturligt og berettiget. I denne situation blev det afgørende, hvordan det officielle Danmark valgte at reagere på den ensidige islandske beslutning. Henrik Kauffmann og hans rådgivere forsøgte fra Washington at undgå, at Danmark åbenlyst modarbejdede Islands selvstændighed. Herved kom Kauffmann i et skarpt modsætningsforhold til den officielle danske politik. Den 17. juni 1944 blev republikken Island udråbt på Thingvellir, hvor det første islandske Alting forsamledes i år 930. Stillet overfor kendsgerningen overvandt Christian 10. sig selv og sendte om eftermiddagen en telegrafisk meddelelse, hvori han trods sin beklagelse over, at ”Adskillelsen mellem mig og det islandske Folk er blevet gennemført under de raadende forhold”. Derefter sagde han ”de bedste Ønsker for den islandske Nations Fremtid”. Forsamlingen kvitterede med at udbringe et firfoldigt leve for Christian X og spontant synge ”Kong Christian stod ved højen mast”. Derved var grunden lagt til et venskabeligt forhold mellem Danmark og det nye nordiske broderland, republikken Island.
Våbenskjoldene er et levn fra de tidspunkter, hvorpå de blev brugt. Derfor er de også nogle første håndsberetninger, da vi kan se dem og analysere på dem. Bogen af Inge Adriansen er en andenhåndsberetning, fordi hun allerede har fortolket en smule og fortæller om dem. Det vi kan bruge våbenskjoldene til er at undersøge om, man kan se nogen sammenhæng mellem dem og Danmarks kolonisering af Island. Da dette er muligt, benyttede vi os af denne mulighed. Hvis Islands våbenskjold var uændret siden det første våbenskjold, havde vi ikke kunne bruge det til meget. Derfor har vi brugt det funktionelle kildebegreb.
Islands gradvise ændring af våbenskjoldet kan ses som en langsom kamp mod løsrivelsen fra Danmark allerede fra den første gang, hvor det blev ændret til falken til Island løsrev sig fra Danmark i 1944. Indførelsen af det nye våbenskjold i 1918 hænger sammen med, at Island, der blev anerkendt som en suveræn stat under den danske krone, og derfor valgte at præge deres våbenskjold med de fire jætter, som er en stor del af den islandske kultur. Netop øens kultur har gjort, at deres sammenhold er blevet stærkt. I forbindelse med dannelse af den Islandske republik i 1944 fjernede de kronen fra deres firejættede våbenskjold som et symbol på, at de ikke længere hørte under den danske krone og et tegn på, at de nu officielt er en selvstændig republik. Islands sagaer og myter har givet islændingen en forstærket nationalfølelse, og deres fremtræden i det sidste (fra 1918 og 1944) islandske våbenskjold fortæller noget om, hvor stor en nationalfølelse og hvor stort et sammenhold hele landet havde på dette tidspunkt. Islændingene har deres eget sammenhold og er ikke en del af det danske sammenhold, og netop derfor valgte de at løsrive sig i 1944.