Island
Baggrundshistorie
Danmarkshistorien.dk er en historisk fremstilling, som bliver varetaget af Aarhus Universitet. Kilden handler Islands historie, som for det meste er skrevet i kronologisk rækkefølge, dog har kilden udgangspunkt i koloniseringen og afkoloniseringen. Det er en andenhåndsberetning, da den skrevet ud fra andre kilder og beretninger, som der dog ikke henvises til. Da det er historisk fremstilling beskrives begivenhederne så objektivt som muligt, men det er svært at tage højde for tidligere kilders tendens. Kilden kan dog bruges til at besvare spørgsmål omkring Islands kolonisering, og derfor er den funktionel.
Island var engang en ubeboet ø, men omkring 870 bosatte norske høvdinger sig på øen. Det ældste islandske historieværk fortæller dog om irske munke, der boede på øen, men flygtede, da nordmændene koloniserede øen. Først var øen en ”fristat” helt indtil 1262, hvor den blev norsk provins, da der opstod stridighederne mellem høvdingeslægterne. Dette medførte, at høvdingene aflagde hyldingsed til den norske konge, og de hengav sig til den norske beskyttelse, besejling og vareforsyning. Samtidig blev Island skattepligtig overfor den norske konge, og høvdingevældet blev ophævet. Store del af den tidligere islandske historie kender man fra de islandske sagaer, som også er kaldet slægtssagaerne. Sagaerne blev skrevet ned i 1200-1400 tallet, hvilket vil sige, at det var under den norske tid. Sagaerne foregår hovedsagligt i 900-tallet. Man havde dog også tidligere islandske skrifter såsom Islendigabok.
Ifølge Islendigabok fik Island i 930 en forfatning i form af et landsdækkende ting, der også blev kaldet Altinget, som faktisk er en af verdens ældste parlamenter. I Altinget fandtes en lovgivende og dømmende magt, men ingen udøvende magt. Tinget bestod af 36 høvdingedømmer (godedømmer), som var dem, der styrede den lovgivende og dømmende magt. På daværende tidspunkt fandtes der ingen konge, men derimod var landet styret af de 36 høvdinger, hvis høvdingedømmer var repræsenteret i Altinget. Denne magtfordeling blev kaldet høvdingevælde, og det blev stærkt påvirket af kristendommen, som omkring år 1000 blev den officielle religion på øen uden nogen form for modstand. I år 1097 blev der indført tiende, som delvis tilfaldt kirken og senere hen også tilfaldt biskopper. Herefter fulgte Island de generelle tendenser i Norden.
I 1380 kom Norge under dansk herredømme. Dette betød desuden, at Island kom i kongefællesskab med Danmark. Derudover blev den islandske kirke også protestantisk som resten af Danmark-Norge. I 1551 blev kirken evangelisk-luthersk, hvilket styrkede de danske kongers autoritet på Island. Inddragelsen af kirkens godser gjorde kongen til den største jordbesidder på Island. I 1602 indførte Danmark handelsmonopol på Island, som varede frem til 1855. Da enevælden blev indført i Danmark-Norge i 1660 og to år senere fulgte Island efter. Herefter blev Island styret direkte fra København. Altinget fik dog lov til stadig at have en vis selvstændig myndighed i forhold til det danske styre, da Island lå langt fra Danmark, men i 1800 blev Tinget nedlagt, og det danske styre tog over. Der blev nu oprettet en Landsoverret i Reykjavik, som skulle være den dømmende magt på Island. Da Island i 1500 århundrede blev ramt af to pestepidemier, fik befolkningstallet et markant fald. På grund af koldere klima blev det vanskeligere at dyrke afgrøder, så derfor var fisk en vigtig del til at brødføde befolkningen. Igen i 1700-tallet blev landet ramt af forskellige epidemier og naturkatastrofer, og befolkningstallet fik endnu et dyk. Til gengæld kom der igen vækst, da fiskeriet fik større betydning, og flere kystbyer opstod.
Altinget blev genoplivet i 1843, da den islandske nationalisme voksede. Til at starte med havde Altinget ingen lovgivende magt, men fik dog indflydelse, da det rådede kongen i forbindelse med islandske finansielle og juridiske forhold. Den islandske nationalisme fik flere og flere tilhængere, og kampen for den islandske selvstændig fik fornyet håb, da det danske enevælde fik en ende i 1849. I 1851 fik Altinget et forslag fra den danske stat om Islands forfatning, men den blev forkastet. En frontfigur for de islandske nationalister var Jón Sigurdsson, som boede i København og derfra kæmpede den islandske sag.
I år 1871 blev en ny lov om Islands statsretlige stilling godkendt af Folketinget og videresendt til Christian d. 9., som underskrev loven, hvilket medførte, at Island fik sin egen forfatning i 1874. Island fik nu endnu mere kontrol, og selvstyret blev øget, selvom den udøvende magt stadig var dansk. Denne forfatning udgør stadig den dag i dag grundlaget for den islandske grundlov. Samtidig gav forfatningen Altinget ret til selv at forvalte budgettet.
Island fik en hjemmestyreordning i 1904 med hovedsæde i Reykjavik, og en islænding blev udnævnt som minister for øen. Selvom Island fik hjemmestyre, var loven fra 1871 stadigvæk i kraft, og Island var dog stadig en del af Danmark. De islandske vælgere stemte i 1908 imod en overenskomst vedrørende landets status i den danske stat. Problemet blev først løst i slutningen af 1. verdenskrig, da Forbundsloven blev vedtaget i 1918, hvilket medførte, at Island blev en suveræn og selvstændig stat, dog i samarbejde med Danmark, da de danske myndigheder varetog visse anliggender indtil, islændingene selv var klar til at overtage. Efter at være blevet en selvstændig stat, ændredes også samfundet på Island: det islandske traditionelle samfund led af et mindre sammenbrud, da et stigende antal i befolkningen enten flyttede til de større byer eller immigrerede til Nordamerika.
I 1940 blev Island besat af Storbritannien i forbindelse med 2. verdenskrig, og året efter afløste de amerikanske soldater englænderne i samarbejde med det islandske hjemmestyre. Da Danmark i 1944 var besat af tyskerne, som også havde afsat regeringen i 1943, valgte det islandske Alting at ophæve Forbundsloven og indføre republikken Island. Selvom Island ikke deltog i 2. verdenskrig, fik krigen dog alligevel stor betydning, da Island indgik en forsvarsaftale med USA, og derved blev de trukket ind under den amerikanske indflydelsessfære. Den første præsident på Island blev Sveinn Bjórnsson som i 1944 erklærede Island for uafhængig. Danmark ophævede dog først i 1950 Forbundsloven efter lange forhandlinger med Island. Dette viser endnu en gang, hvor svært det var for Danmark at give slip på Island.
I efterkrigstiden skete der store forandringer på Island. Der kom en stor økonomisk fremgang blandt andet ved moderne havfiskeri, opførsler af kraftværker og vandkraft. I løbet af årene blev Island medlem af forskellige organisationer såsom FN (1946), OECD (1948), NATO (1949) og Nordisk Råd (1952). Republikken Island havde i 2008 en befolkning over 300.000, og både økonomien og velfærdssystemet havde gennemgået en eksplosiv udvikling. I dag er den lovgivende magt delt mellem Altinget og præsidenten, der varetager dette i fællesskab.
Island var engang en ubeboet ø, men omkring 870 bosatte norske høvdinger sig på øen. Det ældste islandske historieværk fortæller dog om irske munke, der boede på øen, men flygtede, da nordmændene koloniserede øen. Først var øen en ”fristat” helt indtil 1262, hvor den blev norsk provins, da der opstod stridighederne mellem høvdingeslægterne. Dette medførte, at høvdingene aflagde hyldingsed til den norske konge, og de hengav sig til den norske beskyttelse, besejling og vareforsyning. Samtidig blev Island skattepligtig overfor den norske konge, og høvdingevældet blev ophævet. Store del af den tidligere islandske historie kender man fra de islandske sagaer, som også er kaldet slægtssagaerne. Sagaerne blev skrevet ned i 1200-1400 tallet, hvilket vil sige, at det var under den norske tid. Sagaerne foregår hovedsagligt i 900-tallet. Man havde dog også tidligere islandske skrifter såsom Islendigabok.
Ifølge Islendigabok fik Island i 930 en forfatning i form af et landsdækkende ting, der også blev kaldet Altinget, som faktisk er en af verdens ældste parlamenter. I Altinget fandtes en lovgivende og dømmende magt, men ingen udøvende magt. Tinget bestod af 36 høvdingedømmer (godedømmer), som var dem, der styrede den lovgivende og dømmende magt. På daværende tidspunkt fandtes der ingen konge, men derimod var landet styret af de 36 høvdinger, hvis høvdingedømmer var repræsenteret i Altinget. Denne magtfordeling blev kaldet høvdingevælde, og det blev stærkt påvirket af kristendommen, som omkring år 1000 blev den officielle religion på øen uden nogen form for modstand. I år 1097 blev der indført tiende, som delvis tilfaldt kirken og senere hen også tilfaldt biskopper. Herefter fulgte Island de generelle tendenser i Norden.
I 1380 kom Norge under dansk herredømme. Dette betød desuden, at Island kom i kongefællesskab med Danmark. Derudover blev den islandske kirke også protestantisk som resten af Danmark-Norge. I 1551 blev kirken evangelisk-luthersk, hvilket styrkede de danske kongers autoritet på Island. Inddragelsen af kirkens godser gjorde kongen til den største jordbesidder på Island. I 1602 indførte Danmark handelsmonopol på Island, som varede frem til 1855. Da enevælden blev indført i Danmark-Norge i 1660 og to år senere fulgte Island efter. Herefter blev Island styret direkte fra København. Altinget fik dog lov til stadig at have en vis selvstændig myndighed i forhold til det danske styre, da Island lå langt fra Danmark, men i 1800 blev Tinget nedlagt, og det danske styre tog over. Der blev nu oprettet en Landsoverret i Reykjavik, som skulle være den dømmende magt på Island. Da Island i 1500 århundrede blev ramt af to pestepidemier, fik befolkningstallet et markant fald. På grund af koldere klima blev det vanskeligere at dyrke afgrøder, så derfor var fisk en vigtig del til at brødføde befolkningen. Igen i 1700-tallet blev landet ramt af forskellige epidemier og naturkatastrofer, og befolkningstallet fik endnu et dyk. Til gengæld kom der igen vækst, da fiskeriet fik større betydning, og flere kystbyer opstod.
Altinget blev genoplivet i 1843, da den islandske nationalisme voksede. Til at starte med havde Altinget ingen lovgivende magt, men fik dog indflydelse, da det rådede kongen i forbindelse med islandske finansielle og juridiske forhold. Den islandske nationalisme fik flere og flere tilhængere, og kampen for den islandske selvstændig fik fornyet håb, da det danske enevælde fik en ende i 1849. I 1851 fik Altinget et forslag fra den danske stat om Islands forfatning, men den blev forkastet. En frontfigur for de islandske nationalister var Jón Sigurdsson, som boede i København og derfra kæmpede den islandske sag.
I år 1871 blev en ny lov om Islands statsretlige stilling godkendt af Folketinget og videresendt til Christian d. 9., som underskrev loven, hvilket medførte, at Island fik sin egen forfatning i 1874. Island fik nu endnu mere kontrol, og selvstyret blev øget, selvom den udøvende magt stadig var dansk. Denne forfatning udgør stadig den dag i dag grundlaget for den islandske grundlov. Samtidig gav forfatningen Altinget ret til selv at forvalte budgettet.
Island fik en hjemmestyreordning i 1904 med hovedsæde i Reykjavik, og en islænding blev udnævnt som minister for øen. Selvom Island fik hjemmestyre, var loven fra 1871 stadigvæk i kraft, og Island var dog stadig en del af Danmark. De islandske vælgere stemte i 1908 imod en overenskomst vedrørende landets status i den danske stat. Problemet blev først løst i slutningen af 1. verdenskrig, da Forbundsloven blev vedtaget i 1918, hvilket medførte, at Island blev en suveræn og selvstændig stat, dog i samarbejde med Danmark, da de danske myndigheder varetog visse anliggender indtil, islændingene selv var klar til at overtage. Efter at være blevet en selvstændig stat, ændredes også samfundet på Island: det islandske traditionelle samfund led af et mindre sammenbrud, da et stigende antal i befolkningen enten flyttede til de større byer eller immigrerede til Nordamerika.
I 1940 blev Island besat af Storbritannien i forbindelse med 2. verdenskrig, og året efter afløste de amerikanske soldater englænderne i samarbejde med det islandske hjemmestyre. Da Danmark i 1944 var besat af tyskerne, som også havde afsat regeringen i 1943, valgte det islandske Alting at ophæve Forbundsloven og indføre republikken Island. Selvom Island ikke deltog i 2. verdenskrig, fik krigen dog alligevel stor betydning, da Island indgik en forsvarsaftale med USA, og derved blev de trukket ind under den amerikanske indflydelsessfære. Den første præsident på Island blev Sveinn Bjórnsson som i 1944 erklærede Island for uafhængig. Danmark ophævede dog først i 1950 Forbundsloven efter lange forhandlinger med Island. Dette viser endnu en gang, hvor svært det var for Danmark at give slip på Island.
I efterkrigstiden skete der store forandringer på Island. Der kom en stor økonomisk fremgang blandt andet ved moderne havfiskeri, opførsler af kraftværker og vandkraft. I løbet af årene blev Island medlem af forskellige organisationer såsom FN (1946), OECD (1948), NATO (1949) og Nordisk Råd (1952). Republikken Island havde i 2008 en befolkning over 300.000, og både økonomien og velfærdssystemet havde gennemgået en eksplosiv udvikling. I dag er den lovgivende magt delt mellem Altinget og præsidenten, der varetager dette i fællesskab.