De Vestindiske Øer
De Vestindiske øer er en samling øer Danmark-Norge var i besiddelse af i Carabien, de består af de tre øer Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix. Danmark startede i midten af 16-hundrede tallet at sejle mod vestindien, og i 1665 gjorde man et forsøg på at kolonisere Sankt Thomas. Det prøvede de ved at få transporteret slaverne derhen, som man købte fra Afrika med alkohol og våben, disse slaver skulle så arbejde på plantager. I 1672 gjorde man endnu et forsøg i Sankt Thomas, og dette var succesfuld, og man startede hurtigt på sukker produktionen. I 1718 udvidede man til naboøen Sankt Jan, og til sidst købte man Sankt Croix af franskmændene.
Øerne udviklede sig økonomisk forskelligt, Sankt Thomas’ sukkerproduktion stoppede hurtigt grundet dens vulkanske klima, den klarede sig derimod pga. dens havn og der blev dannet en havneby ved navn Charlotte Amalie. Bedre gik det for Sankt Jan, der blev dyrket både tobak, bomuld og sukker, øen var bare ikke stor nok til at have en stor økonomiske betydning. Sankt Croix var derimod stor, og der blev etableret mange sukkerplantager. Det var her Danmark fik importeret en størstedelen af deres sukkerproduktionen.
I 1671 blev det Vestindiske-Guineiske Kompagni stiftet, og i 1775 måtte de afgive øerne til kronen, dette skete efter meget pres fra plantageejerne, og det startede en ny storhedstid som varede indtil de britiske besættelser i 1801 og 1807 -1815, i denne periode steg sukkerproduktionen på Sankt Croix og det blev den vigtigste handelsvare i København. Det var ikke kun handel med Europa, men også handlen med de nordamerikanske stater spillede en stor rolle.
Men efter denne gode tid begyndte sukkerproduktionen i 1815 at falde, jorden var blevet udpint og der var øget konkurrence omkring sukkerhandlen. Dog gik det betydeligt bedre på Sankt Thomas hvor Charlotte Amalie fortsat blev ved med at vokse og var i 1830’erne Danmark næststørste by på over 10000 inbyggere, og havnen var blevet en af de vigtigste i Caribien.
Befolkningen på øerne bestod dog langtfra af danskere også hollændere og briter var tilstede i store tal, størstedelen af befolkningen var dog slavere. For at sætte det lidt i perspektiv var der i 1755 ca. 15000 slavere hvorimod at tallet af frie indbyggere var ca. 1800, og den tendens ændrede sig ikke. Slaverne ringe vilkår på øen, og de havde ingen rettigheder, dog var der få der købte sig fri, og blev til såkaldte ”frinegre”. På Sankt Jan endte det i et oprør i 1733, og slaverne endte med at få kontrol over øen grundet de var langt flere i tal end de frie indbyggere. Der gik hele 8 måneder før øen blev genvundet og oprøret stoppet, og dette skete kun med hjælp fra franske styrker. Igen i 1759 fandt man faktisk planer om et lignende oprør på Sankt Croix, men slaveriet og slavehandlen forsatte.
I slutning af 1700-tallet var der mange europæere der tvivle om at slavehandelen skulle fortsætte, fordi man i den tid på grund af oplysningstiden, ny opfattede mennesket, dets frihed og rettigheder, tvivlede på om slavehandelen var moralsk korrekt. Økonomisk set var slavehandelen også tvivlsom, fordi mange tvivle om at det overhoveder kunne betale sig at sende slaverne først hele vejen over Atlanterhavet, i stedet for at gøre de Dansk-Vestindiske øer selvforsynende med slaver, så yderligere import fra Afrika ville være unødvendig i fremtiden. Danmarks argument for at afskaffe slavehandelen var således i første omgang økonomisk. England gjorde også en opstart til at stoppe slavehandelen (dette skete i 1807).
Danmark ville være på forkant med udviklingen for at give de danske plantageejer tid til at indrette sig efter, at slavehandlen snart ville ophøre. I 1792 blev der indført en fordring om at forbyde slavehandel, selve loven trådte så i kraft i 1803. Således at plantageejere kunne anskaffe sig så mange slaver for at blive selvforsynet. Staten støttede denne slavehandelen indtil 1803, ved at give plantageejerne et billigt lån til dette formål. Samtidig gav man også ekstra store præmier til hver indførelse af kvindelige slaver, da de jo skulle bruges til reproduktionen. Det hele resulterede i en øget slavehandel indtil 1803, og den selv moralsk overvejelse med at stoppe slaveriet, blev overhovedet ikke taget hensyn til, da slaveriet jo forsatte på de selvforsynede plantager. Det var altså mere på grund af de økonomiske grunde man ophævede slavehandlen i Danmark, som gjorde at Danmark også var den første stat i verden, som forbød fragt af slaver over Atlanten på landets skibe med denne forordning.
Først i 1848 kom det sidste og nok også det mest kendte slaveopgør, fordi selve slaveriet jo forsatte. I 1848 undlod generalguvernøren at nedkæmpe oprøret og uden at kontakte København, erklærede han alle slaver for frie. Perioden lige efter slaverne var blevet frie var Sankt Croix inde i en økonomisk dårlig tid og havde problemer med at skaffe arbejde til sukkerplantagerne nu der ikke var nogen slaver længere.
I 1916 blev øerne solgt til USA for 100 millioner kroner, befolkningen på øerne blev ikke selv spurgt hvad de ville, men det er ret sandsynligt at de gerne ville bryde båndet til en kolonimagt der ikke rigtig formåede at sikre ordentlige levevilkår eller indtægtsmuligheder. Øerne er i dag navngivet US Virgin Islands og er stadig i USA’s besiddelse.
Spørgsmålet er derfor, om danskerne skylder De Vestindiske Øer en undskyldning fordi danskerne før handlede og udnyttede slaverne, og tilbagelod øerne økonomisk og socialt dårligt? Eller kan danskerne i dag ikke påtage sig denne skyld?
Øerne udviklede sig økonomisk forskelligt, Sankt Thomas’ sukkerproduktion stoppede hurtigt grundet dens vulkanske klima, den klarede sig derimod pga. dens havn og der blev dannet en havneby ved navn Charlotte Amalie. Bedre gik det for Sankt Jan, der blev dyrket både tobak, bomuld og sukker, øen var bare ikke stor nok til at have en stor økonomiske betydning. Sankt Croix var derimod stor, og der blev etableret mange sukkerplantager. Det var her Danmark fik importeret en størstedelen af deres sukkerproduktionen.
I 1671 blev det Vestindiske-Guineiske Kompagni stiftet, og i 1775 måtte de afgive øerne til kronen, dette skete efter meget pres fra plantageejerne, og det startede en ny storhedstid som varede indtil de britiske besættelser i 1801 og 1807 -1815, i denne periode steg sukkerproduktionen på Sankt Croix og det blev den vigtigste handelsvare i København. Det var ikke kun handel med Europa, men også handlen med de nordamerikanske stater spillede en stor rolle.
Men efter denne gode tid begyndte sukkerproduktionen i 1815 at falde, jorden var blevet udpint og der var øget konkurrence omkring sukkerhandlen. Dog gik det betydeligt bedre på Sankt Thomas hvor Charlotte Amalie fortsat blev ved med at vokse og var i 1830’erne Danmark næststørste by på over 10000 inbyggere, og havnen var blevet en af de vigtigste i Caribien.
Befolkningen på øerne bestod dog langtfra af danskere også hollændere og briter var tilstede i store tal, størstedelen af befolkningen var dog slavere. For at sætte det lidt i perspektiv var der i 1755 ca. 15000 slavere hvorimod at tallet af frie indbyggere var ca. 1800, og den tendens ændrede sig ikke. Slaverne ringe vilkår på øen, og de havde ingen rettigheder, dog var der få der købte sig fri, og blev til såkaldte ”frinegre”. På Sankt Jan endte det i et oprør i 1733, og slaverne endte med at få kontrol over øen grundet de var langt flere i tal end de frie indbyggere. Der gik hele 8 måneder før øen blev genvundet og oprøret stoppet, og dette skete kun med hjælp fra franske styrker. Igen i 1759 fandt man faktisk planer om et lignende oprør på Sankt Croix, men slaveriet og slavehandlen forsatte.
I slutning af 1700-tallet var der mange europæere der tvivle om at slavehandelen skulle fortsætte, fordi man i den tid på grund af oplysningstiden, ny opfattede mennesket, dets frihed og rettigheder, tvivlede på om slavehandelen var moralsk korrekt. Økonomisk set var slavehandelen også tvivlsom, fordi mange tvivle om at det overhoveder kunne betale sig at sende slaverne først hele vejen over Atlanterhavet, i stedet for at gøre de Dansk-Vestindiske øer selvforsynende med slaver, så yderligere import fra Afrika ville være unødvendig i fremtiden. Danmarks argument for at afskaffe slavehandelen var således i første omgang økonomisk. England gjorde også en opstart til at stoppe slavehandelen (dette skete i 1807).
Danmark ville være på forkant med udviklingen for at give de danske plantageejer tid til at indrette sig efter, at slavehandlen snart ville ophøre. I 1792 blev der indført en fordring om at forbyde slavehandel, selve loven trådte så i kraft i 1803. Således at plantageejere kunne anskaffe sig så mange slaver for at blive selvforsynet. Staten støttede denne slavehandelen indtil 1803, ved at give plantageejerne et billigt lån til dette formål. Samtidig gav man også ekstra store præmier til hver indførelse af kvindelige slaver, da de jo skulle bruges til reproduktionen. Det hele resulterede i en øget slavehandel indtil 1803, og den selv moralsk overvejelse med at stoppe slaveriet, blev overhovedet ikke taget hensyn til, da slaveriet jo forsatte på de selvforsynede plantager. Det var altså mere på grund af de økonomiske grunde man ophævede slavehandlen i Danmark, som gjorde at Danmark også var den første stat i verden, som forbød fragt af slaver over Atlanten på landets skibe med denne forordning.
Først i 1848 kom det sidste og nok også det mest kendte slaveopgør, fordi selve slaveriet jo forsatte. I 1848 undlod generalguvernøren at nedkæmpe oprøret og uden at kontakte København, erklærede han alle slaver for frie. Perioden lige efter slaverne var blevet frie var Sankt Croix inde i en økonomisk dårlig tid og havde problemer med at skaffe arbejde til sukkerplantagerne nu der ikke var nogen slaver længere.
I 1916 blev øerne solgt til USA for 100 millioner kroner, befolkningen på øerne blev ikke selv spurgt hvad de ville, men det er ret sandsynligt at de gerne ville bryde båndet til en kolonimagt der ikke rigtig formåede at sikre ordentlige levevilkår eller indtægtsmuligheder. Øerne er i dag navngivet US Virgin Islands og er stadig i USA’s besiddelse.
Spørgsmålet er derfor, om danskerne skylder De Vestindiske Øer en undskyldning fordi danskerne før handlede og udnyttede slaverne, og tilbagelod øerne økonomisk og socialt dårligt? Eller kan danskerne i dag ikke påtage sig denne skyld?