Diskussion
Kolonisering har vi alle sammen hørt om, men ved vi, hvad det reelt set er? Et af de mest kendte eksempler på kolonisering er Spaniens kolonisering af Amerika. Kolonisering som funktion vil mange sige hører koloniseringstiden til, som begyndte da Spanien begyndte at kolonisere Amerika i 1492, da Columbus opdagede Amerika. Senere blev England også en stor koloniseringsmagt, som blandt andet koloniserede Indien. Men alle disse koloniseringer hører fortiden til. Det samme gør det at kolonisere et andet land, eller gør det?
Hvis man har fulgt med i den internationale situation anno marts 2014, så vil man stille spørgsmålet om tiden med kolonisering er forbi? D. 21. marts 2014 annekterede Rusland halvøen Krim, som er, eller var, en halvø i Ukraine. I dag virker det unaturligt at gå ind og ekspandere sit nationale territorium på trods af, at det har været meget almindligt igennem historien.
Når Rusland går ind og annekterer Krim, så kan man på mange måder drage paralleller til Danmarks kolonisering af Trankebar. Da Danmark gik ind og koloniserede / lejede Trankebar i 1620, blev den danske møntfod indført samt den danske protestantiske religion. På trods af, at den protestantiske tro blev indført, så blev de indfødte ikke tvunget til at have samme tro. Derfor var der tale om en kolonisering og ikke en annektering af Trankebar. Når et land annekterer et andet land, så går det overtagende land ind og indfører sine love uden undtagelser. Når et land koloniserer et andet land, så kan kolonien godt få særregler som viger fra den ellers vedtagende lovgivning i ”Hjemlandet”. Man går mere forsigtigt til værks, og sommetider har befolkningen medbestemmelse omkring forskellige regler og tiltag. Men princippet i de to måder at ekspandere sit nationale territorium på er ens.
Danmark kom ind som en fremmed magt og overtog nu styringen af landet, det samme gjorde Rusland på Krim. Danmark indførte dansk møntfod på Trankebar, og det samme gør russerne formegentlig også på sigt på Krim. Forskellen imellem koloniseringen af Trankebar og Krim ligger i den måde, som koloniseringslandet styrer kolonien på. På Krim er Rusland en autoritær magt, som ufravigelig indfører russisk statslov på halvøen, så samfundet på øen er homogent med det russiske samfund. På Trankebar forsøgte Danmark under Halle Missionen[1] at indføre protestantisk tro på Trankebar, men dette var ikke så autoritært, som Rusland gjorde på Krim. De indfødte på Trankebar og dem der levede der i forvejen, blev opfordret til at tilslutte sig den protestantiske trosretning, men der var ingen tvang.
Fra vestlig side har man haft meget fokus på, at Rusland gik ind og tvang beboerne på Krim til at være russiske borgere, men man glemmer, at en stor del af dem følte et tilhørsforhold til Rusland. Der var også folkeafstemningen på Krim, hvor 83.1 % af øens befolkningen på 1 274 096 deltog i afstemningen om, hvorvidt halvøen skulle tilhøre Rusland eller Ukraine.[2]
Det kan diskuteres, hvor reel afstemningen var. Internationalt var afstemningen ikke en godkendt afstemning. Dele af befolkningen anerkendte heller ikke afstemningen, og derfor valgte mange af de ukrainsksindede at boykotte afstemningen. Det bevirkede, at andelen af russisksindede stemmer af det totale stemmeantal steg.
Noget andet er, det som man reelt kunne stemme om. Man kunne nemlig stemme, om Krim skulle tilslutte sig Rusland nu, eller vente til et senere tidspunkt[3]. Så for de ukrainsksindede var det et valg imellem pest eller kolera. Resultatet af afstemningen blev, at 96.77 % stemte for, at Krim skulle tilslutte sig til Rusland.[4]
Man kan stille sig selv spørgsmålet om, hvad Krim ville opnå med denne afstemning? Var det blot at virke demokratisk udadtil, så tilslutningen til Rusland ikke virkede så brutal, eller var det at give befolkningen et reelt valg imellem Ukraine og Rusland?
Går vi tilbage og ser på, hvad man kunne stemme om, og måden afstemningen blev holdt på, så kan man på den ene side betragte afstemningen som et slør over virkeligheden. Meget er ikke offentligheden kendt. Men nyhederne og informationerne lægger op til, at der har været en politisk beslutning både fra Rusland og nogle højtstående politikere på Krim, at halvøen skulle komme under russisk flag. Derfor kalder man i vesten, det for en annektering af Krim, jf. definitionen af annektering.
Vi kan ikke sige med 100 % sikkerhed, hvordan det politiske spil har været, da vi ikke har noget belæg for det, men blot har formodninger. Omvendt kan afstemningen også være et forsøg på en demokratisk afstemning. Vi skal huske på, at demokrati ikke er noget man lærer fra den ene dag til den anden.
Demokrati skal læres, og tænk bare på, hvor lang tid der er gået fra afskaffelse enevælden under Kong Frederik d. 7. hvor den første grundlov kom i 1849 til nu. Vi har lært meget i Danmark og lært af vores fejl. Måske var afstemningens udformning og forløb en ”politisk fejl” på Krim? Det er kendt, at de demokratiske systemer i Rusland og Ukraine ikke lever op til vestens normer for demokratiet endnu.
Så set ud fra afstemningen synspunkt, så gav man beboerne på Krim muligheden for ”at stemme” om, hvor de ville høre til. På den måde kan man godt argumentere for, at der er tale om en kolonisering og ikke en annektering af Krim fra russisk side.
Der er utvivlsomt mange russisksindede på Krim, og ud fra deres synspunkt er det fantastisk, at de igen kommer til at tilhøre Rusland. Vi skal huske, at Rusland, som udspringer af det gamle Sovjet Union, ligesom Ukraine og dermed også Krim gør. For de russisksindede på Krim vil tilbagevendingen til Rusland svare til den gang i 1920, hvor Sønderjylland ved en afstemning blev genforenet med resten af Danmark, fordi størstedelen af Sønderjyderne var dansksindede. Men vi skal stadig huske på, at der også var tysksindede i Sønderjylland, der kom under dansk flag. Dem glemmer man ofte, når man taler om, hvor godt det var, at ”Sønderjylland blev stemt tilbage til Danmark”. Der var også dansksindede ved Ejderen, som ikke kom til at bo i Danmark. For dem var det lige så forfærdeligt, som det var for de tysksindede i Danmark, at grænsen kom til at ligge, hvor den gør i dag. Så når der bliver stemt om, hvor et område skal høre til, så skal man huske på, at der ofte er tilhængere for og imod at tilhøre det ene land frem for det andet.
I dag anno 2014, så kan størstedelen af befolkningen på Krim, på baggrund af afstemningen, kalde det genforeningen med Rusland på trods af, at Krim ikke har været en del af Rusland, men Sovjetunionen.
Hvis man ser på koloniseringstiden fra det danske perspektiv anno 2014, så er der stor forskel på, hvor stort et præg vi har haft på de koloniserede lande i eftertiden. Hvis man eksempelvis ser på Trankebar og Nicobarene, så var vores dominans på øerne ikke dominerede nok, til at det har sat et mærkbart præg på eftertiden for dem. Ganske vidst var, og findes der stadig danske vej- og gadenavne, men Danmark prægede ikke befolkningens levekår i sådan en grad, så det blev en del af den kollektive erindring. Selvom Danmark var koloniseringsmagt på Trankebar og Nicobarene, så var det ikke Danmark, som var det sidste land til at være koloniseringsmagt på øerne. Det var derimod England, som var den sidste koloniserings magt på øerne, og derfor blev de stillet til ansvar for mange af de ting, der blev gjort på daværende tidspunkt. Anderledes er det med Grønland. Når det handler om Grønland, strækker koloniseringen også spor langt op i det 21. århundrede. Det bevirker at tingene, vi har foretaget os på Grønland, ligger meget mere nært i vores kollektive erindring, og også for grønlændernes erindring. Der er slet ingen tvivl om, at danskerne på Trankebar og Nicobarene har holdt slaver, ligesom alle de andre kolonisering magter gjorde, så på dette område har vi ikke mindre ”beskidte hænder” end englænderne, selvom vi måske nok ofte hævder, at vi ikke havde meget med dette at gøre. Men da vi ikke var det land, som skulle afslutte koloniseringen ligesom England skulle gøre det, så er Danmark heller ikke det land, de husker for slaveriet med mere, og dermed heller ikke det land, der bliver stillet til ansvar. Modsat er det med Grønland, da der ikke har været andre kolonimagter end Danmark, og derfor stilles man nu til ansvar for de ting, som man har gjort.
Kilder:
1) http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2014/03/21/101317.htm (Rusland annekterer formelt Krim)
2) http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2014/03/10/084046.htm (Folkeafstemning på Krim: Ja eller ja)
3) http://politiken.dk/udland/fokus_int/fokus_krim/ECE2237191/alle-krim-stemmer-optalt-9677-procent-vil-vaere-russere/ (Stemme deltagelse på Krim)
4) http://www.uddannelseshistorie.dk/images/pdfer/a-2011-keld-grinder.pdf
Fodnoter:
[1] http://www.uddannelseshistorie.dk/images/pdfer/a-2011-keld-grinder.pdf
[2] http://politiken.dk/udland/fokus_int/fokus_krim/ECE2237191/alle-krim-stemmer-optalt-9677-procent-vil-vaere-russere/
[3] http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2014/03/10/084046.htm
[4] http://politiken.dk/udland/fokus_int/fokus_krim/ECE2237191/alle-krim-stemmer-optalt-9677-procent-vil-vaere-russere/
Hvis man har fulgt med i den internationale situation anno marts 2014, så vil man stille spørgsmålet om tiden med kolonisering er forbi? D. 21. marts 2014 annekterede Rusland halvøen Krim, som er, eller var, en halvø i Ukraine. I dag virker det unaturligt at gå ind og ekspandere sit nationale territorium på trods af, at det har været meget almindligt igennem historien.
Når Rusland går ind og annekterer Krim, så kan man på mange måder drage paralleller til Danmarks kolonisering af Trankebar. Da Danmark gik ind og koloniserede / lejede Trankebar i 1620, blev den danske møntfod indført samt den danske protestantiske religion. På trods af, at den protestantiske tro blev indført, så blev de indfødte ikke tvunget til at have samme tro. Derfor var der tale om en kolonisering og ikke en annektering af Trankebar. Når et land annekterer et andet land, så går det overtagende land ind og indfører sine love uden undtagelser. Når et land koloniserer et andet land, så kan kolonien godt få særregler som viger fra den ellers vedtagende lovgivning i ”Hjemlandet”. Man går mere forsigtigt til værks, og sommetider har befolkningen medbestemmelse omkring forskellige regler og tiltag. Men princippet i de to måder at ekspandere sit nationale territorium på er ens.
Danmark kom ind som en fremmed magt og overtog nu styringen af landet, det samme gjorde Rusland på Krim. Danmark indførte dansk møntfod på Trankebar, og det samme gør russerne formegentlig også på sigt på Krim. Forskellen imellem koloniseringen af Trankebar og Krim ligger i den måde, som koloniseringslandet styrer kolonien på. På Krim er Rusland en autoritær magt, som ufravigelig indfører russisk statslov på halvøen, så samfundet på øen er homogent med det russiske samfund. På Trankebar forsøgte Danmark under Halle Missionen[1] at indføre protestantisk tro på Trankebar, men dette var ikke så autoritært, som Rusland gjorde på Krim. De indfødte på Trankebar og dem der levede der i forvejen, blev opfordret til at tilslutte sig den protestantiske trosretning, men der var ingen tvang.
Fra vestlig side har man haft meget fokus på, at Rusland gik ind og tvang beboerne på Krim til at være russiske borgere, men man glemmer, at en stor del af dem følte et tilhørsforhold til Rusland. Der var også folkeafstemningen på Krim, hvor 83.1 % af øens befolkningen på 1 274 096 deltog i afstemningen om, hvorvidt halvøen skulle tilhøre Rusland eller Ukraine.[2]
Det kan diskuteres, hvor reel afstemningen var. Internationalt var afstemningen ikke en godkendt afstemning. Dele af befolkningen anerkendte heller ikke afstemningen, og derfor valgte mange af de ukrainsksindede at boykotte afstemningen. Det bevirkede, at andelen af russisksindede stemmer af det totale stemmeantal steg.
Noget andet er, det som man reelt kunne stemme om. Man kunne nemlig stemme, om Krim skulle tilslutte sig Rusland nu, eller vente til et senere tidspunkt[3]. Så for de ukrainsksindede var det et valg imellem pest eller kolera. Resultatet af afstemningen blev, at 96.77 % stemte for, at Krim skulle tilslutte sig til Rusland.[4]
Man kan stille sig selv spørgsmålet om, hvad Krim ville opnå med denne afstemning? Var det blot at virke demokratisk udadtil, så tilslutningen til Rusland ikke virkede så brutal, eller var det at give befolkningen et reelt valg imellem Ukraine og Rusland?
Går vi tilbage og ser på, hvad man kunne stemme om, og måden afstemningen blev holdt på, så kan man på den ene side betragte afstemningen som et slør over virkeligheden. Meget er ikke offentligheden kendt. Men nyhederne og informationerne lægger op til, at der har været en politisk beslutning både fra Rusland og nogle højtstående politikere på Krim, at halvøen skulle komme under russisk flag. Derfor kalder man i vesten, det for en annektering af Krim, jf. definitionen af annektering.
Vi kan ikke sige med 100 % sikkerhed, hvordan det politiske spil har været, da vi ikke har noget belæg for det, men blot har formodninger. Omvendt kan afstemningen også være et forsøg på en demokratisk afstemning. Vi skal huske på, at demokrati ikke er noget man lærer fra den ene dag til den anden.
Demokrati skal læres, og tænk bare på, hvor lang tid der er gået fra afskaffelse enevælden under Kong Frederik d. 7. hvor den første grundlov kom i 1849 til nu. Vi har lært meget i Danmark og lært af vores fejl. Måske var afstemningens udformning og forløb en ”politisk fejl” på Krim? Det er kendt, at de demokratiske systemer i Rusland og Ukraine ikke lever op til vestens normer for demokratiet endnu.
Så set ud fra afstemningen synspunkt, så gav man beboerne på Krim muligheden for ”at stemme” om, hvor de ville høre til. På den måde kan man godt argumentere for, at der er tale om en kolonisering og ikke en annektering af Krim fra russisk side.
Der er utvivlsomt mange russisksindede på Krim, og ud fra deres synspunkt er det fantastisk, at de igen kommer til at tilhøre Rusland. Vi skal huske, at Rusland, som udspringer af det gamle Sovjet Union, ligesom Ukraine og dermed også Krim gør. For de russisksindede på Krim vil tilbagevendingen til Rusland svare til den gang i 1920, hvor Sønderjylland ved en afstemning blev genforenet med resten af Danmark, fordi størstedelen af Sønderjyderne var dansksindede. Men vi skal stadig huske på, at der også var tysksindede i Sønderjylland, der kom under dansk flag. Dem glemmer man ofte, når man taler om, hvor godt det var, at ”Sønderjylland blev stemt tilbage til Danmark”. Der var også dansksindede ved Ejderen, som ikke kom til at bo i Danmark. For dem var det lige så forfærdeligt, som det var for de tysksindede i Danmark, at grænsen kom til at ligge, hvor den gør i dag. Så når der bliver stemt om, hvor et område skal høre til, så skal man huske på, at der ofte er tilhængere for og imod at tilhøre det ene land frem for det andet.
I dag anno 2014, så kan størstedelen af befolkningen på Krim, på baggrund af afstemningen, kalde det genforeningen med Rusland på trods af, at Krim ikke har været en del af Rusland, men Sovjetunionen.
Hvis man ser på koloniseringstiden fra det danske perspektiv anno 2014, så er der stor forskel på, hvor stort et præg vi har haft på de koloniserede lande i eftertiden. Hvis man eksempelvis ser på Trankebar og Nicobarene, så var vores dominans på øerne ikke dominerede nok, til at det har sat et mærkbart præg på eftertiden for dem. Ganske vidst var, og findes der stadig danske vej- og gadenavne, men Danmark prægede ikke befolkningens levekår i sådan en grad, så det blev en del af den kollektive erindring. Selvom Danmark var koloniseringsmagt på Trankebar og Nicobarene, så var det ikke Danmark, som var det sidste land til at være koloniseringsmagt på øerne. Det var derimod England, som var den sidste koloniserings magt på øerne, og derfor blev de stillet til ansvar for mange af de ting, der blev gjort på daværende tidspunkt. Anderledes er det med Grønland. Når det handler om Grønland, strækker koloniseringen også spor langt op i det 21. århundrede. Det bevirker at tingene, vi har foretaget os på Grønland, ligger meget mere nært i vores kollektive erindring, og også for grønlændernes erindring. Der er slet ingen tvivl om, at danskerne på Trankebar og Nicobarene har holdt slaver, ligesom alle de andre kolonisering magter gjorde, så på dette område har vi ikke mindre ”beskidte hænder” end englænderne, selvom vi måske nok ofte hævder, at vi ikke havde meget med dette at gøre. Men da vi ikke var det land, som skulle afslutte koloniseringen ligesom England skulle gøre det, så er Danmark heller ikke det land, de husker for slaveriet med mere, og dermed heller ikke det land, der bliver stillet til ansvar. Modsat er det med Grønland, da der ikke har været andre kolonimagter end Danmark, og derfor stilles man nu til ansvar for de ting, som man har gjort.
Kilder:
1) http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2014/03/21/101317.htm (Rusland annekterer formelt Krim)
2) http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2014/03/10/084046.htm (Folkeafstemning på Krim: Ja eller ja)
3) http://politiken.dk/udland/fokus_int/fokus_krim/ECE2237191/alle-krim-stemmer-optalt-9677-procent-vil-vaere-russere/ (Stemme deltagelse på Krim)
4) http://www.uddannelseshistorie.dk/images/pdfer/a-2011-keld-grinder.pdf
Fodnoter:
[1] http://www.uddannelseshistorie.dk/images/pdfer/a-2011-keld-grinder.pdf
[2] http://politiken.dk/udland/fokus_int/fokus_krim/ECE2237191/alle-krim-stemmer-optalt-9677-procent-vil-vaere-russere/
[3] http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2014/03/10/084046.htm
[4] http://politiken.dk/udland/fokus_int/fokus_krim/ECE2237191/alle-krim-stemmer-optalt-9677-procent-vil-vaere-russere/