Grønland
Kolonisering af Grønland
I 982 udvandrede nordmænd til Grønland efter de havde været i Island. Således blev Grønland ligesom Island underlagt den norske konge i 1261 – som skatteland eller biland. Det var viking Erik den Røde, som bosatte sig først på Grønland og ved at give øen dette navn forsøgte han at få flere nybyggere til fra Island og Norge. De bosatte sig primært på de østlige og sydlige kyster og levede af landbrug.
Da Norge fra 1380-1814 var underlagt den danske krone, fik Danmark derfor også Norges besiddelser. Kontakten til Grønland blev afbrudt i 1400-tallet.
Koloniseringen af Grønland startede i 1720’erne, da Hans Egedes(norsk præst) ankom i 1721 på øen. Han ville opspore nordboerne, oprindelige nordmænd, men de var åbenbart forsvundet – sidst nævnt i 1400-tallet. I stedet startede Egedes så på at missionere den egentlige grønlandske befolkning og at oprette handelsstationer til finansiering af sine aktiviteter.
Da finansieringen mislykkes i 1726 overtog kong Christian 6. denne. Da dog de økonomiske resultater udeblev, befalede kongen i 1731 at lukke DK’s foretagende på Grønland. Egedes fik danske godsejere til at overtage handelsmonopolet med den begrundelse, at allerede for mange grønlænderne var blevet døbt. Han videre førte værket. Den første koloni var Godthaab (1728 – nu Nuuk) og der fulgte flere. Kolonierne var til for at missionere (udbrede kristendommen) og for at indhandle grønlandske goder (skind, spæk, elfenben, hvaler).
I 1814 lod Kielerfreden efter Revolutions- og Napoleonskrigene Grønland høre til Danmark.
Fra 1857 måtte grønlænderne administrere lokale forhold gennem Forstanderskaber. Først i 1908 med loven om Styrelsen af Kolonierne i Grønland, blev det muligt for grønlænderne at give forslag til de danske myndigheder, gennem to landsråd. Fire år efter blev ledelsen samlet i én direktørs hånd.
Da befolkningstallet på øen var steget til næsten det dobbelte (fra 6.000 til 11.000) blev der i starten af det 1900 indført fåreavl i den sydlige del af øen samt fiskeri.
I 1921 blev hele Grønland inddraget under Danmarks styre. Landsrådet på øen overtog efterhånden også landsdækkende sager og blev et udtryk af landets politiske holdning. Loven om Grønlands Styrelsen blev på dette grundlag revideret.
Under Anden Verdenskrig var Grønland afskåret fra Danmark, men de to landsfogeder Eske Brun og Aksel Svane sørgede for at bevare øen som del af Danmark og derfor indgik Grønlandstraktaten i 1941 med USA og gav dem lov til at oprette amerikanske militærbaser og flyvepladser. Under krigsperioden blev øen mere selvstændig i forhold til beslutningskompetencen.
Efter krigen blev øens isolation og handelsmonopol opretholdt, dog blev der investeret i uddannelse, sundhedsvæsnet og lønninger. Danmarks støtte blev således større. Gennem pres af danske embedsmænd på Grønland og nogle grønlændere fik den nye socialdemokratiske regering på øen i 1947 sat radikale reformer i gang. Monopol og isolation blev ophævet og private danske initiativer indsat. To grønlændere kom desuden med i Folketinget efter Grundlovsændringer i 1953. Fra nu af var Grønland et dansk amt og ingen koloni længere.
Da erhvervsudviklingen sakkede bagud, skyldt af befolkningstilvæksten og udeblivende private danske investeringer, blev der bygget fiskefabrikker og man startede med at fokusere på rejefiskeriet som primært erhverv.
Drøftelser om et hjemmestyre blev første gang nævnt i et rent grønlandsk udvalg i 1971-75 og i de fire år efter (1975-79) i Hjemmestyrekommissionen (dansk-grønlandsk). Her ud fra blev senere de tre største politiske partier dannet.
Den 1.5.1979 fik Grønland hjemmestyre og blev derved del af Rigsfællesskabet mellem Danmark, Færøerne og Grønland.
Vha. hjemmestyret blev et mere grønlandsk Grønland skabt, med flere lokalfødte indbyggere og flere lokalansatte. Desuden klarede øen den økonomiske part mere selvstændig og får siden da kun bloktilskud af Danmark.
En af de vigtigste politiske bestræbelser var, at understøtte bygdebefolkningen, da de er udtryk for det autentiske Grønland, og forholdet til omverdenen.
Med indførelsen af hjemmestyret udtrådte Grønland også af Fællesmarkedet og fik dermed fri adgang til det europæiske marked. Her tjener landet godt på at sælge fiskerilicenser.
Efter en folkeafstemning i Grønland i 2008 angående ønsket om en selvstyreordning blev der vedtaget to vigtige ændringer fra hjemmestyreordningen. Fra nu af blev befolkningen i folkeretslig forstand anerkendt som selvstændig og desuden fik Selvstyret ejendomsret til ressourcer og råstoffer. Danmark beholdt dog ansvar for udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik.
Efter vedtagelse i Folketinget og Landstinget i Grønland trådte Selvstyret i kraft den 21.6.2009, hvilket i dag er nationaldagen. Udover de to Folketingsmedlemmer er der også én repræsentant for Grønland med i Nordisk Råd.
Læs mere her:
http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/groenland/
Da Norge fra 1380-1814 var underlagt den danske krone, fik Danmark derfor også Norges besiddelser. Kontakten til Grønland blev afbrudt i 1400-tallet.
Koloniseringen af Grønland startede i 1720’erne, da Hans Egedes(norsk præst) ankom i 1721 på øen. Han ville opspore nordboerne, oprindelige nordmænd, men de var åbenbart forsvundet – sidst nævnt i 1400-tallet. I stedet startede Egedes så på at missionere den egentlige grønlandske befolkning og at oprette handelsstationer til finansiering af sine aktiviteter.
Da finansieringen mislykkes i 1726 overtog kong Christian 6. denne. Da dog de økonomiske resultater udeblev, befalede kongen i 1731 at lukke DK’s foretagende på Grønland. Egedes fik danske godsejere til at overtage handelsmonopolet med den begrundelse, at allerede for mange grønlænderne var blevet døbt. Han videre førte værket. Den første koloni var Godthaab (1728 – nu Nuuk) og der fulgte flere. Kolonierne var til for at missionere (udbrede kristendommen) og for at indhandle grønlandske goder (skind, spæk, elfenben, hvaler).
I 1814 lod Kielerfreden efter Revolutions- og Napoleonskrigene Grønland høre til Danmark.
Fra 1857 måtte grønlænderne administrere lokale forhold gennem Forstanderskaber. Først i 1908 med loven om Styrelsen af Kolonierne i Grønland, blev det muligt for grønlænderne at give forslag til de danske myndigheder, gennem to landsråd. Fire år efter blev ledelsen samlet i én direktørs hånd.
Da befolkningstallet på øen var steget til næsten det dobbelte (fra 6.000 til 11.000) blev der i starten af det 1900 indført fåreavl i den sydlige del af øen samt fiskeri.
I 1921 blev hele Grønland inddraget under Danmarks styre. Landsrådet på øen overtog efterhånden også landsdækkende sager og blev et udtryk af landets politiske holdning. Loven om Grønlands Styrelsen blev på dette grundlag revideret.
Under Anden Verdenskrig var Grønland afskåret fra Danmark, men de to landsfogeder Eske Brun og Aksel Svane sørgede for at bevare øen som del af Danmark og derfor indgik Grønlandstraktaten i 1941 med USA og gav dem lov til at oprette amerikanske militærbaser og flyvepladser. Under krigsperioden blev øen mere selvstændig i forhold til beslutningskompetencen.
Efter krigen blev øens isolation og handelsmonopol opretholdt, dog blev der investeret i uddannelse, sundhedsvæsnet og lønninger. Danmarks støtte blev således større. Gennem pres af danske embedsmænd på Grønland og nogle grønlændere fik den nye socialdemokratiske regering på øen i 1947 sat radikale reformer i gang. Monopol og isolation blev ophævet og private danske initiativer indsat. To grønlændere kom desuden med i Folketinget efter Grundlovsændringer i 1953. Fra nu af var Grønland et dansk amt og ingen koloni længere.
Da erhvervsudviklingen sakkede bagud, skyldt af befolkningstilvæksten og udeblivende private danske investeringer, blev der bygget fiskefabrikker og man startede med at fokusere på rejefiskeriet som primært erhverv.
Drøftelser om et hjemmestyre blev første gang nævnt i et rent grønlandsk udvalg i 1971-75 og i de fire år efter (1975-79) i Hjemmestyrekommissionen (dansk-grønlandsk). Her ud fra blev senere de tre største politiske partier dannet.
Den 1.5.1979 fik Grønland hjemmestyre og blev derved del af Rigsfællesskabet mellem Danmark, Færøerne og Grønland.
Vha. hjemmestyret blev et mere grønlandsk Grønland skabt, med flere lokalfødte indbyggere og flere lokalansatte. Desuden klarede øen den økonomiske part mere selvstændig og får siden da kun bloktilskud af Danmark.
En af de vigtigste politiske bestræbelser var, at understøtte bygdebefolkningen, da de er udtryk for det autentiske Grønland, og forholdet til omverdenen.
Med indførelsen af hjemmestyret udtrådte Grønland også af Fællesmarkedet og fik dermed fri adgang til det europæiske marked. Her tjener landet godt på at sælge fiskerilicenser.
Efter en folkeafstemning i Grønland i 2008 angående ønsket om en selvstyreordning blev der vedtaget to vigtige ændringer fra hjemmestyreordningen. Fra nu af blev befolkningen i folkeretslig forstand anerkendt som selvstændig og desuden fik Selvstyret ejendomsret til ressourcer og råstoffer. Danmark beholdt dog ansvar for udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik.
Efter vedtagelse i Folketinget og Landstinget i Grønland trådte Selvstyret i kraft den 21.6.2009, hvilket i dag er nationaldagen. Udover de to Folketingsmedlemmer er der også én repræsentant for Grønland med i Nordisk Råd.
Læs mere her:
http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/groenland/