Nutidens Trankebar
Ove Gieddes, en adelsmand, ledede i 1620 en ekspedition til Ceylon med det formål at sikre at det dansk-‐norske monarki fik en andel i handelen på Asien. Dette resulterede i den første aftale imellem Christian IV, som havde udsendt ekspeditionen, og den indiske fyrste på Coromandel-‐kysten, Nayakken Raghunatha af Tanjore. Denne aftalte indebærer at Danskerne lejer kystlandsbyen Trankebar med omegn. Dette var Danmarks første koloni, selvom den kun var til leje.
Når yakken var interesseret i at få krigsmaterialer af danskerne, og danskerne havde en drøm om at havnebyen var en kæmpe guldgrube, hvor handelen med primært bomuld tekstiler skulle være et skridt i den rigtige retning, i forhold til Danmarks økonomi. Noget andet var at vi kunne opkræve told af den handel der gik igennem byen. Nogle vigtige ting for os var at vi fik lov til at bygge en fæstning, måtte bruge den danske møntfod, og vi måtte dyrke vores egen religion, endog forsøge at udbrede vores religion i området.
Handelen gik desværre ikke som Christian IV havde forventet, og vi ser bl.a. en periode: 1643-‐1669 hvor der ikke ankom et eneste dansk handelsskib til stedet, i andre perioder lykkedes det ca. at et skib til Trankebar om året. Forskellige danske handelskompagnier skiftedes til at administrere de danske besiddelser, indtil kompagnistyret, lidt mere end 150 år senere, blev brudt. Nu var det Kronen der skulle administrere. Årene efter dette kom den amerikanske uafhængighedskrig, som gjorde at den generelle handel med Asien steg, med dette gjorde også at Danskernes interesse for Trankebar svandt, og det kunne ikke betaler sig at have kolonien længere. De danske besiddelser blev solgt til Englænderne. Dette skete ved traktaten den 22. februar 1845. Kolonierne Trankebar og Serampore med tilhørende bygninger blev solgt til det Britiske Ostindiske Kompagni for 1.125.000 Rigsdaler. I 1862 blev der ført en jernbane uden om Trankebar, som resulterede i at byen spillede en begrænset rolle økonomisk. Der blev i 1926 gjort et forsøg af en lokal rigmand, på at bygge jernbanespor igennem Trankebar. Dette resulterede i en økonomisk udvikling, som desværre blev bremset bl.a. pga. mangel af vand til rismarker, og opførelse af stålproduktion. Forbindelsen blev derfor nedlagt i 1986.
Noget af det danske som har mest betydningen i nutidens Trankebar, er den protestantiske missions- og skole-tradition, som kong Frederik den 4. startede i byen i 1706. Noget andet er byen bygningsmiljø, hvor gadenettet er bevaret og der findes også stadig bygninger fra perioden. Disse er i dag en del af dansk-‐ indisk kulturarv.
Da de to missionærer Bartholomeus Ziegenbalg og Heinrich Plütschau ankom til Trankebar i 1706, var de ikke blot de første, som var udsendt for at omvende den danske handelskolonis indiske borgere til danskernes protestantiske tro. De blev også det første eksempel på luthersk mission i verdenshistorien. Missionærerne lærte tamilsk og udarbejdede tamilske ordbøger med hjælp fra lokale lærde. I Trankebar etablerede missionærerne også den første trykpresse, som udgav trykte værker på det tamilske sprog. De udarbejdede den første oversættelse af bibelen til et indisk sprog og udførte også pionerarbejde i oversættelsen af tamilske værker.
Ud over deres religiøse virksomhed etablerede missionærerne skoler til de lokale, blandt andet den første pigeskole i Indien. På baggrund af denne missionshistorie er Trankebar i dag en uddannelses by som har institutioner fra folkeskole til lærerseminarium. Det er kun et mindretal af Trankebars befolkning i dag, som er kristne. De uddannelsesinstitutioner, som blev opbygget af missionen, bruges af hele byens befolkning, også hinduer og muslimer.
De fysiske spor fra koloniseringen af Trankebar er kirker, skoler og administrationsbygninger fra kolonitiden, men der er også opsat moderne mindesmærker over de første missionærer i Trankebar.
I Trankebar finder man stadig fortet Dansborg, som danskerne etablerede som støttepunkt for deres handel i byen. Fortet er i dag et museum. Andre spor af danskernes tilstedeværelse i 1620-‐1845 omfatter
en monumental byport og en række af de bygninger, som danskerne lod opføre. I byen findes spor af bymure og bastioner, og en række mere velbevarede bygninger opført til beboelse, administration og religiøse formål. Gadenettet med dets lige gader, som er anlagt vinkelret på hinanden, stammer også fra denne periode. Flere gader bærer fortsat navne fra den danske kolonitid, som Kongensgade (King Street) og Dronningensgade (Queen Street).
Til redegørelsen af hvordan det danske forekommer i nutidens Trankebar, er der brugt en kilde i form af et undervisningsprojekt fra ”Virtuel Galathea”.
”VirtuelGalathea” er en samling af 94 undervisningsprojekter udviklet af et samarbejde mellem erfarne lærere fra ungdomsuddannelser og folkeskole, samt en række ”Galathea” forskere.
http://virtuelgalathea3.dk/artikel/tranquebar-i‐dag‐en‐indisk‐landsby
Kilden indeholder en redegørelse af livet i nutidens Trankebar ud fra oplevelser
som Galathea’s forskere har oplevet i løbet af ophold i Trankebar. Når kilden altså præsenterer at flere religioner er præsenteret i dagens
Trankebar og at de religiøse tilhørsforhold nogenlunde svarer til resten af Sydindiens. Så er det altså ud fra oplysninger eller oplevelser fra disse Galathea Forskere, så kilden her er altså en førstehåndsberetning.
Når yakken var interesseret i at få krigsmaterialer af danskerne, og danskerne havde en drøm om at havnebyen var en kæmpe guldgrube, hvor handelen med primært bomuld tekstiler skulle være et skridt i den rigtige retning, i forhold til Danmarks økonomi. Noget andet var at vi kunne opkræve told af den handel der gik igennem byen. Nogle vigtige ting for os var at vi fik lov til at bygge en fæstning, måtte bruge den danske møntfod, og vi måtte dyrke vores egen religion, endog forsøge at udbrede vores religion i området.
Handelen gik desværre ikke som Christian IV havde forventet, og vi ser bl.a. en periode: 1643-‐1669 hvor der ikke ankom et eneste dansk handelsskib til stedet, i andre perioder lykkedes det ca. at et skib til Trankebar om året. Forskellige danske handelskompagnier skiftedes til at administrere de danske besiddelser, indtil kompagnistyret, lidt mere end 150 år senere, blev brudt. Nu var det Kronen der skulle administrere. Årene efter dette kom den amerikanske uafhængighedskrig, som gjorde at den generelle handel med Asien steg, med dette gjorde også at Danskernes interesse for Trankebar svandt, og det kunne ikke betaler sig at have kolonien længere. De danske besiddelser blev solgt til Englænderne. Dette skete ved traktaten den 22. februar 1845. Kolonierne Trankebar og Serampore med tilhørende bygninger blev solgt til det Britiske Ostindiske Kompagni for 1.125.000 Rigsdaler. I 1862 blev der ført en jernbane uden om Trankebar, som resulterede i at byen spillede en begrænset rolle økonomisk. Der blev i 1926 gjort et forsøg af en lokal rigmand, på at bygge jernbanespor igennem Trankebar. Dette resulterede i en økonomisk udvikling, som desværre blev bremset bl.a. pga. mangel af vand til rismarker, og opførelse af stålproduktion. Forbindelsen blev derfor nedlagt i 1986.
Noget af det danske som har mest betydningen i nutidens Trankebar, er den protestantiske missions- og skole-tradition, som kong Frederik den 4. startede i byen i 1706. Noget andet er byen bygningsmiljø, hvor gadenettet er bevaret og der findes også stadig bygninger fra perioden. Disse er i dag en del af dansk-‐ indisk kulturarv.
Da de to missionærer Bartholomeus Ziegenbalg og Heinrich Plütschau ankom til Trankebar i 1706, var de ikke blot de første, som var udsendt for at omvende den danske handelskolonis indiske borgere til danskernes protestantiske tro. De blev også det første eksempel på luthersk mission i verdenshistorien. Missionærerne lærte tamilsk og udarbejdede tamilske ordbøger med hjælp fra lokale lærde. I Trankebar etablerede missionærerne også den første trykpresse, som udgav trykte værker på det tamilske sprog. De udarbejdede den første oversættelse af bibelen til et indisk sprog og udførte også pionerarbejde i oversættelsen af tamilske værker.
Ud over deres religiøse virksomhed etablerede missionærerne skoler til de lokale, blandt andet den første pigeskole i Indien. På baggrund af denne missionshistorie er Trankebar i dag en uddannelses by som har institutioner fra folkeskole til lærerseminarium. Det er kun et mindretal af Trankebars befolkning i dag, som er kristne. De uddannelsesinstitutioner, som blev opbygget af missionen, bruges af hele byens befolkning, også hinduer og muslimer.
De fysiske spor fra koloniseringen af Trankebar er kirker, skoler og administrationsbygninger fra kolonitiden, men der er også opsat moderne mindesmærker over de første missionærer i Trankebar.
I Trankebar finder man stadig fortet Dansborg, som danskerne etablerede som støttepunkt for deres handel i byen. Fortet er i dag et museum. Andre spor af danskernes tilstedeværelse i 1620-‐1845 omfatter
en monumental byport og en række af de bygninger, som danskerne lod opføre. I byen findes spor af bymure og bastioner, og en række mere velbevarede bygninger opført til beboelse, administration og religiøse formål. Gadenettet med dets lige gader, som er anlagt vinkelret på hinanden, stammer også fra denne periode. Flere gader bærer fortsat navne fra den danske kolonitid, som Kongensgade (King Street) og Dronningensgade (Queen Street).
Til redegørelsen af hvordan det danske forekommer i nutidens Trankebar, er der brugt en kilde i form af et undervisningsprojekt fra ”Virtuel Galathea”.
”VirtuelGalathea” er en samling af 94 undervisningsprojekter udviklet af et samarbejde mellem erfarne lærere fra ungdomsuddannelser og folkeskole, samt en række ”Galathea” forskere.
http://virtuelgalathea3.dk/artikel/tranquebar-i‐dag‐en‐indisk‐landsby
Kilden indeholder en redegørelse af livet i nutidens Trankebar ud fra oplevelser
som Galathea’s forskere har oplevet i løbet af ophold i Trankebar. Når kilden altså præsenterer at flere religioner er præsenteret i dagens
Trankebar og at de religiøse tilhørsforhold nogenlunde svarer til resten af Sydindiens. Så er det altså ud fra oplysninger eller oplevelser fra disse Galathea Forskere, så kilden her er altså en førstehåndsberetning.